Nordic Compliance Services modtager Børsen Gazelle 2024
For 29. gang har Børsen uddelt den årlige Gazellepris til landets hurtigst voksende virksomheder. Nordic Compliance Services er blandt prismodtagerne og dermed på listen over Danmarks hurtigst voksende virksomheder.
Når Børsen en gang om året uddeler Gazelleprisen sker det på baggrund af seks kriterier, herunder at virksomhedens omsætning skal stige med mindst 100 % over fire år. Det placerer Nordic Compliance Services (NCS), der har tilladelse som depositar og er specialiseret i at hjælpe virksomheder i alle brancher, der bliver mødt med reguleringsmæssige krav, blandt 1 % af dansk erhvervsliv.
” Med et hold af dygtige medarbejdere og en klar strategi har vi indfriet det flotte resultat. Det er vi meget stolte af, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke vores kunder og samarbejdspartnere”, udtaler direktør Martin Christian Kruhl.
Kerneydelsen hos NCS, der blev stiftet i 2019, er depositarforretningen, hvor NCS bl.a. er Danmarks største depositar for Alternative investeringsfonde (AIF), der investerer i ejendomme. Herudover tilbyder de tjenester som varetagelse af compliance opgaver ved hel eller delvis outsourcing, rådgivning om risikostyring og overholdelse af lovgivning, både nationalt og internationalt, samt varetagelse af selskabsadministration for udenlandske kapitalselskabers danske enheder.
Årets gazellekåringer afholdes i landets største byer i november. Herefter offentliggøres listen med gazeller i Børsens trykte avis 28. november.